Sankt Hans Kirke - en smuk middelalderkirke
Modsat de fleste andre købstæder fik Hjørring lov til at
beholde sine 3 middelalderkirker trods religionsstridigheder, ildebrande, nød
og fattigdom. Sankt Catharinæ (Karens kirke) blev ved reformationen gjort til
byens sognekirke, mens de to andre - Sankt Hans (Johannes Døberens kirke) og
Sankt Olai (Olav den Helliges kirke) -, som lå i byens udkant, slap for
nedrivning ved at blive kirker for byens to store landsogne. I 1978 fik byen sin
fjerde kirke, Bistrupkirken, i byens sydøstlige udkant.
Sct Hans Kirke er indviet til Johannes Døberen. Kirkens
kor, oprindelig med apsis, er opført i ca. 1200-tallet af granitkvadre, dens skib, som sikkert er
noget yngre, overvejende af røde munkesten. Facaden er udsmykket med lisener og
rundbuefriser, som knytter kirken til en særlig gruppe af senromanske
teglstenskirker i Vendsyssel, af hvilken Sankt Hans regnes for den største og
bedst bevarede. Våbenhuset er fra midten af 1800-tallet, men den indmurede
ornamenterede kvadersten over døren må være romansk og stammer formentlig fra
den oprindelig syddør.

Indvendig er der på alle vægge og på korets sengotiske
hvælvninger fundet spor af kalkmalerier, men kun et maleri, der blev fundet i
1875 på skibets nordvæg, er blevet bevaret. Det er malet omkring 1350 og
forestiller Sankt Christoforus i færd med at bære Jesusbarnet over floden.
Døbefonten er en romansk kumme, der er skænket kirken i
1907. Foden er ny. Altertavlen er fra 1612 og prædikestolen fra 1602. Begge
dele er smukke renæssancearbejder af snedkermester Niels Ibsen, som også har
bidraget til Sankt Olai kirkes udsmykning.
I korvæggen, ved skibets nordøsthjørne, er indmuret et
moderne relief forestillende Jesus, som opvækker synagogeforstanderen Jairi' datter. Relieffet er udført i 1967 af billedhuggeren Henrik Starcke.
Ved Korbuen er der et relief, forestillende
Jesus, som opvækker synagogeforstanderen Jairi datter. Relieffet er lavet i 1967
af billedhuggeren Henrik Starcke. Henrik Starcke var oprindelig uddannet
kunstmaler, men det blev som billedhugger han blev mest kendt og som et
kuriosum kan nævnes at han var bror til politikeren Viggo Starcke.
Relieffet er skænket af en annonym giver fra
Sognet.
Altertavlens tekster
Under initialet IHS øverst står der fra 1. Jh.1,7:
Iesu blod giør os rene af alle synder.
og fra Es. 53 v 4 og 5:
Sandelig hand baar vor sygdom oc tog vor pine paa sig, hand er saargjort for vore miisgjerningers skyld oc knusit for vore synders skyld, straffen ligger på hanom, paa det at vi skulde haffue fred oc vi ere helbredegjorde ved hans saar.
Fra Jh.1.29:
See det er Guds lam som bær verdens synder.
Til venstre for billedet:
Vor herre iesus christus, i de nat der hand blev forraad tog had brøddet oc gaff sir disipler oc sagde: tager dette hen oc æder it, det er mit legeme, som giffius for eder, det giører i min hukommelse.
Til højre for billedet:
Lige saa tog hand kalcen effter Aftens maaltid, takkede gaf denem oc saade: dricken alle der aff, dette er det ny testamentis kalck i mit blod som udgydis for eder til sündernis forladelse dette giører saa offte som i dricke i mi hukommelse
Nederst fra Ps. 111,4:
Hand skickede en ihukommelse om sine underlige gierninger, den naadige oc barmhjertige herre.
Teksten menes at stamme fra Frederik den 2.'s bibel, der var den 2. bibeloversættelse efter reformationen. Altertavlen er en såkaldt katekismus tavle, hvoraf der kun findes få i Danmark. Den nærmeste er Vrejlev Kirke.

Altrets billedfelt
Personerne under Jesu kors forestiller hans mor, Maria samt apostlen Johannes.

Du kan
læse mer om Sankt Hans Kirke her :
Sankt Hans Kirke,
Hjørring